Hvilke lyde laver køleskabet?
Alle køleskabe har forskellige ”driftslyde”, der er forbundet med specifikke funktioner, for eksempel automatisk afrimning. Hvis dit helt nye køleskab laver mærkelige lyde, kan det være en del af driften.
Lidt lyd kan ikke undgås
Boblelyde eller små knald kommer typisk fra det kølemiddel, der presses rundt i køleskabet. Summelyde, vibrationer og andre metalliske lyde har ofte noget at gøre med rørsystemet og høres typisk i forbindelse med afrimning. Begge dele er helt normalt. Det samme gælder forskellige bankelyde, der også kan opstå, når køleskabet afrimes.
Hvis det er ekstra slemt
Hvis lydene er højere end normalt eller højere, end du havde forventet, kan der være flere forklaringer. Langt de fleste kan du selv løse uden besøg af en tekniker.
Her kommer de mest almindelige årsager til støjen:
- Skabet er ikke i vater - Hvis dit køleskab ikke står helt lige, kan det påvirke cirkulationen af kølemiddel i skabet eller lægge ekstra pres på den ene side. Det kan give mere støj, især hvis køleskabet samtidig ikke står helt stabilt. Sørg derfor for, at dit køleskab står helt lige og ikke kan rokke.
- Køleskabsdøren lukker ikke tæt - Hvis din køleskabsdør ikke lukker helt tæt, skal kompressoren på overarbejde for at køle maden ned. Det giver larm, og det slider på dit køleskab, så levetiden bliver kortere. Det kan muligvis løses ved at lukke døren lidt hårdere, men hvis den slet ikke er tæt, skal du have fat i en tekniker.
- Skabet står for tæt på en væg - På bagsiden af dit køleskab sidder kompressoren, der sørger for at holde temperaturen nede. Ligesom enhver anden motor vil den larme og vibrere en smule, når den kører. Står køleskabet for tæt på bagvæggen - eller sidevæggen, hvis det er en indbygningsmodel - kan vibrationerne forplante sig til væggene, hvilket øger støjniveauet. Det kan du løse ved at flytte skabet lidt længere væk fra væggen.
- Der er faldet noget ned bag køleskabet - Meget støj kan også skyldes, at der er faldet noget ned bag ved køleskabet. Det kan enten ligge i klemme mellem skabet og væggen eller bare ligge og presse ind mod køleskabet. Det giver samme problem, som hvis skabet stod for tæt på væggen.
- Madrester i afløbet - Bagerst i køleskabet sidder der et afløb, der kan stoppe til. Det sker, fordi madrester og lignende blokerer for afløbet. Resultatet er, at der kan komme vand på kompressoren, som larmer, når det fordamper. En grunding rengøring af dit køleskab kan derfor være med til at fjerne larmen.
- Kompressoren er gået i stykker - Hvis køleskabet larmer helt ulideligt, og sker det fra den ene dag til den anden, er kompressoren sandsynligvis gået i stykker. Der kan også være kommet luft i systemet. I begge tilfælde skal du have fat i en tekniker for at få løst problemet.
Kilde: whiteaway