Sådan udlufter du korrekt
Luft ud på en energirigtig måde
Luft ud 2-3 gange om dagen ved at lave gennemtræk i 5-10 minutter. Lad ikke bare et enkelt vindue stå på klem i flere timer i de kolde måneder. Det vil afkøle vægge og andre overflader - og så kræver det langt mere tid og energi at få temperaturen op igen.
Du bør kun have åbne vinduer hele dagen, når det er mere end 17 grader udendørs.
Hvis du sover med åbent vindue om natten, køler du ikke kun luften, men også overfladerne i rummet ned. Det er derfor vigtigt, at du varmer rummet op igen i løbet af dagen for at undgå, at der opstår fugtproblemer.
- Hold en stabil temperatur i hele din bolig
Det er billigere og langt bedre for indeklimaet at have en jævn temperatur på 20-22 grader i hele din bolig. Du kan dog godt natsænke temperaturen i dit soveværelse uden risiko for skimmelsvamp, så længe du hæver temperaturen igen, når du står op om morgenen.
Temperaturforskellen mellem rummene i din bolig bør ikke være mere end 5 grader.
Vær opmærksom på termostaterne
Er du væk i mere end otte timer i træk, kan du med fordel skrue varmen ned på 17-18 grader. Hvis du er væk flere dage, kan du skrue ned på 14 grader, hvis du har det ok med at komme hjem til et koldt hjem. Men sørg for, at temperaturen ikke kommer under 14 grader.
- Hold badeværelsesdøren lukket
Når du har været i bad, skal du sørge for, at den fugtige luft kommer helt ud af din bolig. Hvis du åbner badeværelsesdøren, spreder du bare den fugtig luft til resten af boligen. I stedet skal damp og varm luft ud gennem udsugningsanlægget eller et badeværelsesvindue. Du kan også med fordel sørge for at tørre gulv og vægge af efter bad.
Bemærk: Disse råd er generelle og faktiske forhold (byggetekniske forhold, lejemålets beliggenhed og husstandens størrelse og adfærdsmønstre) kan betyde, at du skal agere anderledes.